Skip to main content

PASSAGE Festival 2025 med André Andersen Solo på Hotel Villa Strand i Hornbæk. Foto: Karsten Piper

Hornbæk Handel og Turisme har meldt sig ind i foreningen Elsinore 2032 og bliver dermed en del af det voksende netværk af lokale og regionale aktører, der arbejder for at udvikle Nordsjælland som en sammenhængende kultur- og destinationsregion frem mod 2032.

I Elsinore 2032 er ambitionen, at byer og lokalsamfund i Nordsjælland ser sig selv som forbundne knudepunkter i et fælles netværk, som tilsammen udgør en attraktiv destination for både bosættere og besøgende året rundt.

Hornbæk Handel og Turismes indtræden i Elsinore 2032 styrker arbejdet med at forbinde lokale initiativer, kulturliv og erhverv på tværs af byer – med respekt for de enkelte steders identitet og med blik for den fælles fortælling, der rækker langt ud over 2032.

Hornbæk Handel og Turisme ser medlemskabet som en mulighed for både at styrke byens lokale fællesskab og bidrage aktivt til en bredere regional og europæisk sammenhæng. Et særligt fokus er udviklingen af kulturelle aktiviteter, som både kommer lokale borgere til gode og gør Hornbæk mere attraktiv også uden for højsæsonen om sommeren.

Formand for Hornbæk Handel og Turisme, Christian Linning, siger:

”Foreningen arbejder for at samle byens erhverv, ildsjæle og aktører om at gøre Hornbæk endnu mere attraktiv. Både for beboere og erhvervsdrivende, og for dem, der besøger os året rundt. Vi ser medlemskabet i Elsinore 2032 som en mulighed for at styrke dette fællesskab yderligere og udvikle aktiviteter i skuldersæsonen, som skaber værdi for både lokale og besøgende.”

Han peger samtidig på et ansvar, der rækker ud over byen selv:

”For os handler medlemskabet ikke kun om Hornbæk, men om at bidrage til noget større. Elsinore 2032 giver en ramme for at tænke solidarisk og langsigtet på tværs af byer, lokalsamfund og grænser. Kulturen er et fælles europæisk sprog, og her har også mindre byer og kystsamfund noget vigtigt at byde ind med.”

Formand for Elsinore 2032, Jens Frimann Hansen, fremhæver Hornbæks særlige rolle i den regionale sammenhæng:

”Hornbæk er vokset fra et historisk fiskerleje til en markant kyst- og kulturdestination og har samtidig haft nære forbindelser til Helsingør og resten af regionen både gennem infrastruktur, arbejdsliv og kulturliv. Byen har gennem generationer haft en særlig evne til at tiltrække kunstnere, kreative miljøer og storbyboere, der søger nærhed til naturen, lyset og et andet tempo. Det er en kvalitet, som er vigtig for hele Nordsjællands kulturelle økosystem.”

Medlemskabet falder sammen med, at Kulturministeriet har udskrevet den nationale konkurrence om at blive Europæisk Kulturhovedstad 2032, hvor Danmark deltager sammen med Bulgarien. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har i den forbindelse opfordret til mod og nytænkning:

”Jeg håber at se overraskende kandidater i bunken. Selv om de større byer traditionelt har været med, ville det være smukt også at vise Danmarks landsbyer, øsamfund eller noget helt tredje frem for verden.”