– lokale 5. klasser på fremtidsrejse viser vej til 2032
På en workshop støttet af Spar Nord Fonden og Erhvervs- og Industrifond Helsingør, har vi sendt børnene i forvejen på rejsen til 2032. Skuespiller Charlotte Bøving var deres guide i Stengades gamle teatersal, da hun tog 5. klasserne fra Grydemoseskolen med på ”fremtidsrejse” i hele Helsingør.
I dette interview forklarer Charlotte, hvad børnene får ud af at gøre sig forestillinger om fremtiden. Og hvad vi voksne kan lære af at lytte til dem. Workshoppen er en del af foreningens udviklingsarbejde, som skal udmønte sig i en ansøgning om at Helsingør bliver Europæisk Kulturhovedstad i 2032.
Hvad var formålet med fremtidsrejserne?
De handlede om fremtidens fysiske rum for fællesskaber. Dybest set gik de ud på at åbne for børnenes indre verden som udgangspunkt for at se på deres ydre verden med nye og innovative øjne. Åbne for de indre billeder eller forestillinger, vi ikke til daglig kommer i kontakt med, fordi vi har så travlt med at stopfodre os selv med billeder udefra.
I dag bliver børn, i højere grad end tidligere, fodret med andres fantasi. Voksne der producerer indhold fra deres generations synsvinkel. Det er også til en vis grad nødvendigt, så de får ideer om hvad der er muligt, men omvendt skal vi passe på, ikke at servere alt for dem, så deres egen fantasi forbliver passiv i buffeten af streaming-tjenester og digitale spil. Meget kreativitet foregår online, så hvor bliver håndværket af? samfundet skriger jo på flere som er uddannede i håndens arbejde. Derfor var det vigtigt, at fremtidsrejsen også blev en skabende proces som udmundede i fysiske produkter.
Hvad går metoden ud på?
Vi har alle brug for at være inkluderet i fællesskaber. Det er et grundlæggende behov, at være en del af et kropsligt, nærværende fællesskab i et fysisk rum. Børnenes dialog og refleksioner med hinanden og de voksne involverede, foregår i et fysisk skabende rum hvor de skaber plancher og modeller. Derudover var der også en opgave, der gik ud på at fotografere pladser og steder i Helsingør, som de mente kunne udnyttes anderledes. Alt sammen med fokus på fremtidens fællesskaber.
Det var opløftende at lade børnene sidde med en stak kvalitetsmagasiner. Gammeldags, trykte publikationer og se deres videbegær og nysgerrighed blive vakt. Eller den nysgerrighed det vakte, at de blev sendt rundt i byen med den opgave at fotografere.
Når nu eleverne er samlet i en så stor gruppe som klassen er, kan de inspirere hinanden, hvis bare vi tilrettelægger forløb for dem, som giver mulighed for at tænke innovativt og træne deres fantasi. Ligesom alt mulig andet handler det om at gøre det ofte nok.
Der var også en skraldespand med i workshoppen, hvor børnene skulle smide det væk, de ikke ønsker at tage med sig ud i fremtiden. I slutningen af workshoppen løfter vi låget på skraldespanden og spørger dem om, hvad der eventuelt kan genbruges, måske i en mere bæredygtig form eller på en mere fantasifuld måde få nyt liv. På den måde er workshoppen kun første skridt på vejen, når vi undersøger og udvikler, hvad vi vil med Kulturhovedstaden i 2032.
Hvad fortæller børnene os så?
Det er meget forskelligt, selvom de selvfølgelig også bliver styret af det oplæg, vi giver dem. Nævner jeg Putins krig som noget af det, man kan komme i skraldespanden, kommer jeg til at styre deres fokus. Både bymiljø og natur var gennemgående temaer, når jeg bad dem om at reflektere over hvilke miljøer, fællesskaber trives i. Med deres egne ord gik også bæredygtighed og dyrevelfærd igen. Endelig fylder stimulanser også meget. Sodavand og slik. Og det skal helst være gratis og konstant tilgængeligt.
Jeg var lidt overrasket over, at mange smed skolen i skraldespanden. Og da vi åbnede for refleksioner over, hvordan skolen kunne genopfindes, havde de svært ved at se konkrete mulighederne. Der kom bud på teknologiske løsninger, hvor viden kunne overføres direkte fra en kilde, så viden ikke var noget de behøvede at tilegne sig. Der kom også bud på, at skolen skulle være en fodboldbane. Som voksen kunne man fortolke det sådan, at læring og dannelse i sig selv ikke er et mål for eleverne. Så hvorfor lære ting, når teknologien kan give svaret? Hvad angår fodboldbanen, kunne man tolke det som et ønske om en mere fysisk indrettet skole med klare spilleregler.
Havet fyldte også meget i deres forestillinger om en bedre fremtid. Både til rekreative formål, men også som et sted at bo. Nogle gange bliver det meget fantastisk. ”Havnen er et sted, hvor biler kan flyve tre meter over jorden”. ”Gågaden skal blive til en flod med delfiner”. Så må vi spørge: Hvorfor er det vigtigt, at bilerne skal flyve tre meter over jorden? Hvad er det for en plads på jorden, de tager fra børnene? Hustagene skal være parkeringspladser, blev det også foreslået. Hvorfor er det så vigtigt for børnene, at de biler kommer væk fra gadeplanet?
Hvordan bidrager workshoppen til Helsingør som Europæisk Kulturhovedstad 2032?
En rød tråd i kernefortællingen om Elsinore 2032 er fællesskaber. Ikke bare opfatter foreningen kultur som ”fællesskabende”, men også dens aktiviteter skal ske i fællesskaber. En workshop på to timer giver os nogle idéer om, hvad der foregår inde i børnene. Workshoppen var blot en kort affære, som jeg mener vi skal udvikle til et godt ægteskab.
Kultur er fællesskaber omkring kreative og kunstneriske oplevelser. Fremtidsrejsen er et eksempel på, hvordan vi kan arbejde skabende sammen og reflektere over fællesskaber og kvalificere vores dialog med udgangspunkt i fysiske kreationer. Samtalen bliver integreret i processen, der som metode sagtens kan overføres til unge og voksne. Der findes allerede mange unge-fællesskaber, der arbejder på denne måde. En brainstorm er ikke kun oppe i hovedet og på små gule sedler. Den bliver også til mellem hænderne os.
