Skip to main content

Elsinore 2032 er sekretariat for Kulturnattens netværk, som står for byfesten om aftenen den 2. juni 2026, når Helsingør fejrer sit 600 års jubilæum som købstad.

Når Helsingør den 2. juni 2026 fejrer sit 600-års jubilæum som købstad, inviterer Kulturnattens netværk til byfest med sang og musik for borgerne i hele kommunen. Under overskriften Byen der spiller fyldes gader, pladser og havn med liv, og byen forvandles til én stor scene, hvor borgere og besøgende kan opleve, deltage og synge med.

Programmet er inspireret af den franske musiktradition Fête de la Musique, hvor musik opstår overalt i byrummet og er tilgængelig for alle.

“Vi har ladet os inspirere af Fête de la Musique, fordi det er en inkluderende måde at bruge musikken på. Musikken bliver den røde tråd gennem hele festen fra de første toner i gaderne til fællessangen ved havnen. Det handler om at skabe en by, der spiller sammen på tværs af generationer og fællesskaber,” siger Aslak Gottlieb, som er talsmand for Kulturnattens netværk, der har sagt ja til at stå for byfesten, når det officielle dagsprogram for fejringen byjubilæet slutter.

Fire scener giver musik i hele byen

Musikken vil kunne høres i hele byen fra fire centrale scener rundt i byen. Her vil både unge talenter og etablerede musikere primært fra det lokale musikmiljø skabe stemning i løbet af aftenen.

“Vi skaber ikke bare én koncert, men en hel by fuld af musik. Med fire scener og levende musik mange steder bliver det en fest for ørerne uanset hvor man befinder sig,” siger John Rønnenfelt, som er tovholder på aftenens musikprogram og tilføjer:

”Der er enkelte pladser tilbage i programmet på de fire scener i byen, hvis der er musikere, som ønsker at optræde. Men ellers er det bare at stille sig op på et gadehjørne eller fra en altan med sin guitar og give den gas. Det kunne også være fedt, hvis caféer og forretninger hyrer musikere til at hylde byen”.

Programmet opdateres løbende på Facebook …

To lokale musikere, John Rønnenfelt og Sussie Chaline Lindstrøm er arkitekterne bag aftenens musikprogram til 600-års byfesten i Helsingør den 2. juni 2026. Foto: Jørgen Henrik Nielsen.

Fællessang som finalen på Kongekajen

Aftenens samlingspunkt bliver fællessang på Kongekajen, hvor en ny fødselsdagssang for Helsingør får premiere.

“Med inputs fra byens borgere, har jeg skrevet sangen Sammen ved Sundet, som hele byen kan synge med på og skabe et magisk øjeblik for alle, hvor vi markerer både historien og fællesskabet,” siger den lokale komponist og sanger Sussie Chaline Lindström, som kan berolige med, at sangen allerede er udgivet, så man kan øve sig i at synge den:

”Vi udgav den online i sidste uge, så man kan få melodien i ørene. Jeg håber også, at de vil synge den på skolerne. Så kan børnene lære deres forældre og bedsteforældre sangen derhjemme. Byjubilæet er jo en begivenhed for alle generationer”.

Find sangen her …

Fællesspisning, gadeteater og Pigegarden – og jubilæumsfyrværkeri

Men det er ikke kun med sang og musik, at byen bliver fejret, understreger Aslak Gottlieb:

”Ned gennem Stengade har Bedre Byliv og Helsingør Handel sørget for et langbord med plads til 360 gæster, som byens restauratører vil traktere. Der bliver gadeteater og i det hele taget et farverigt program, som aktørerne i Kulturnattens netværk løbende annoncerer i kommunens fælles kulturkalender Det sker i Helsingør”.

At byens ikoniske Pigegarde er en central del af aftenens program, er oplagt, men faktisk har er de tiltænkt en helt særlig rolle på aftenen, forklarer Aslak Gottlieb:

”Med mad, musik og begivenheder både i byen og på Kulturhavnen, har vi brug for Pigegarden, når vi skal synge fællessang på Kongekajen. Vi har planlagt en rute for dem, hvor de først danner et optog med repræsentanter for byens foreninger. Optoget bevæger sig rundt i byen og samler op. På den måde danner vi en lang hale med 600 flag og vimpler ned mod havnen. Jeg håber alle bakker op om optaget, så vi kan få den 100 års begivenhed, Helsingør fortjener. Ikke med pomp og pragt, men med fællesskab og samhørighed som festens vigtigste komponenter”.

Pigegarden fører an, når alle foreninger i Helsingør Kommune er inviteret til sammen med byens borgere at gå festoptog gennem Helsingørs gader og slutte med fællessang på Kongekajen.

Fakta om Byen der spiller

  • Dato: 2. juni 2026
  • Tid: Borgmester skyder festen i gang efter jubilæets officielle program med tale på Axeltorv kl. 16
  • Fra 15-22 er der planlagt musikprogram med primært lokale musikere
  • Kl. 15:45 på Axeltorv uddeler Kronborg EL 6 jubilæumspriser af 10.000 kroner priser til foreninger og ildsjæle
  • De fire programlagte scener er: Axeltorv, Wiibroe Plads, Simon Spies Plads, Toldkammergården
  • Alle er velkomne til at optræde i byen med sang og musik
  • I øvrigt er festen organiseret efter samme model som på Kulturnatten, hvor forretninger, foreninger og kulturaktørerne byder ind med hver deres begivenhed
  • Langbordet i Stengade er åbent for spisning kl. 17-20
  • Festoptoget med Pigegarden i front begynder ved Blomstertorvet kl. 20 og kulminerer med fællessang på Kongekajen kl. 20:30
  • Kl. 22:30 har private kræfter sørget for stort jubilæumsfyrværkeri over Øresund. Det ses bedst fra Kongekajen eller Nordre Mole
  • Byen der spiller er støttet af Helsingør Kommunes jubilæumspulje, Bedre Byliv, Helsingør Handel, Kulturværftet og Café Chaplin – foruden frivillige og ildsjæle

Bekræftede bands og kunstnere til Byen der spiller

  • 10 Klasserne
  • 50/50
  • At your service
  • Carina & Bertil
  • Celena Brejner 
  • Chancing Dreams
  • De Syngende Lussinger
  • Delirium Cafe
  • Human Sound
  • Jernbaneorkestret
  • Jonatan Hessner
  • Kronborg Brass
  • Malm
  • Maria Montell
  • Mats Gormsen
  • Pigegarden
  • Rumhelt
  • Shanty Koret
  • Stig Skovlind
  • Sussie Chaline Lindstrøm og John Rønnenfelt
  • Undeafined
  • Up North
  • Vokalgruppen

Pressekontakt:
Aslak Gottlieb
kontakt@elsinore2032.dk | 41 40 49 58