To be …
400 år senere lyder Hamlets spørgsmål stadig fra Helsingør: To be, or not to be? Mellem mågeskrig og motorlyde. Mellem hav, skov og land. Fra Kronborg til købstad. I bysamfund og boligområder. Med megafonen for munden, stiller Helsingør nu spørgsmålet igen, så det kan høres over Øresund og i hele regionen.
TO BE er titlen på Helsingørs kandidatur som Europæisk Kulturhovedstad i 2032. Under overskriften TO BE inviterer hele Helsingør både sine naboer i Nordsjælland, Skåne og resten af Europa til at undersøge, hvordan vi gennem kulturen kan forstå os selv, hinanden og den tid, vi lever i.
Det første spor fokuserer på at være menneske i en tid præget af teknologisk acceleration, usikkerhed og dybe samfundsforandringer. Det handler naturligvis om identitet, men også om at skabe nærvær i en verden, som bevæger sig hastigere end nogensinde.
Det andet spor bevæger sig fra refleksion til praksis. Vi bruger kulturen som et fælles værksted for fremtiden. Et sted, hvor mennesker mødes, skaber og forestiller sig mulige fremtider. Borgere, kunstnere, institutioner og virksomheder arbejder sammen om at udvikle nye former for deltagelse. Samarbejdsformer og demokratiske laboratorier gør det muligt at forstille sig lokale løsninger på fælles europæiske udfordringer.
Det tredje spor vender blikket mod Europa. Vi rækker ud mod de forbindelser, der forbinder Helsingør til Norden, til Baltikum, til Europa og til resten af verden. Vi insisterer på, at mindre destinationer som vores skal spille en aktiv rolle i den europæiske offentlighed, som vi går til vores kreative rum for fælles udvikling.
I århundreder har Helsingør været et sted, hvor mennesker, kulturer og ideer har krydset hinanden. Byen voksede frem omkring Øresund, blev formet af handel, søfart og mødet med Europa. I dag står vi ved et nyt vendepunkt, hvor kompasset skal stilles på ny. Fremtiden kalder på nye svar.
TO BE er en opfordring til at være menneske gennem aktiv deltagelse i de fællesskaber, vi kan skabe gennem kultur. Helsingør og kommunens bysamfund inviterer sine naboer og resten af Europa med på en kreativ rejse mod nye fælles horisonter.
