Et stort flertal i Helsingør Byråd har i går aftes besluttet at afsætte midler til udarbejdelsen af en ansøgning om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2032.
Beslutningen indebærer finansiering af arbejdet med både prækvalifikationsansøgning og endelig ansøgning samt en økonomisk ramme til sekretariatsdrift i forbindelse med et eventuelt værtskab. Midlerne vedrører organisering og sekretariatsarbejde. Finansiering af program, aktiviteter og kunstnerisk indhold skal rejses gennem partnerskaber, fonde, statslige og europæiske midler samt privat engagement.
Med beslutningen indleder Helsingør formelt konkurrencen om at blive Danmarks kandidatby i 2032.
Formand for foreningen Elsinore 2032, Jens Frimann Hansen, udtaler:
“Vi vil gerne kvittere for den brede politiske opbakning. Det er en beslutning, der kræver både mod og strategisk overblik at prioritere et langsigtet udviklingsprojekt, hvor resultaterne først for alvor kan måles om flere år. Byrådet har vist, at man tager Helsingørs fremtid alvorligt.”
Han fortsætter:
“Det særlige ved Helsingørs kandidatur er, at det er vokset nedefra og går på tværs af sektorer. Det bliver altså ikke kun løftet af kultursektoren. Initiativet blev taget af borgere, kulturinstitutioner og erhvervsliv, før der forelå en politisk beslutning. Den brede lokale opbakning har givet os et bredt og dybt fundament. Nu trækker vi i arbejdstøjet.”
Foreningen Elsinore 2032 består i dag af mere end 100 individuelle medlemmer og 36 virksomheder og organisationer. Siden 2021 har foreningen arbejdet for at samle kommune, erhvervsliv, kulturinstitutioner og civilsamfund i et formaliseret partnerskab om kandidaturet.
Det kommende arbejde organiseres i et partnerskab mellem Helsingør Kommune og foreningen Elsinore 2032. Ansøgning om prækvalifikation skal indsendes senest 5. oktober 2026, hvorefter en videre proces frem mod endelig udpegning finder sted i 2027.
Uanset udfaldet vil er det foreningens ambition, at ansøgningsarbejdet styrker samarbejdet på tværs af sektorer og udvikler Helsingørs kulturelle og organisatoriske kapacitet.
Kontakt:
Jens Frimann Hansen
Formand, Elsinore 2032
51 94 63 05
jfh@helsingor-teater.dk
