Skip to main content

24 Byrådsmedlemmer blev i går enige om at forlænge Helsingør Kommunes medlemskab af Elsinore 2032 med et år. Der er ikke politisk truffet beslutning om at tiltræde en ansøgning om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2032, men vejen er nu banen for en hurtig afklaring i 2026.

“Jeg kan se at rigtig mange kulturaktører, erhvervsvirksomheder, skoler og borgere har meldt sig ind i foreningen. De er rykket sammen, fordi der er et fælles projekt, som man rigtig gerne vil. Det bobler nedefra […] og jeg synes, at vi skal boble med”.

Sådan lød nogle af de mange anerkendende ord til arbejdet i Elsinore 2032, da Byrådet på Helsingør Rådhus debatterede fortsættelsen af kommunens medlemskab i foreningen. De kom fra den kommende formand i Kultur- og Turismeudvalget, Ulla Kokfelt (DF), som uddybende også sagde:

“Vi skal være nysgerrige på, hvordan vi sammen med kulturaktører, virksomheder og borgere ville kunne gribe det an med de midler og ressourcer, vi har til rådighed […] Det bliver et stort ja herfra”.

Og så fortsatte debatten ellers. Hele vejen rundt i salen, var der positiv stemning om kommunens medlemskab af foreningen.

Se byrådsdebatten om dagsordenspunktet fra Helsingør Rådhus onsdag den 17. december 2025

Bettina Svinggaard (S) understregede vigtigheden af foreningens arbejde, uanset det endelige udfald af en eventuelt ansøgning om titlen: “Socialdemokratiet stemmer for, fordi det er vigtigt at støtte og anerkende, at vi faktisk har nogen her i kommunen, som arbejder så meget med kulturen, som denne her forening gør. Uanset hvor vi ender, er jeg ikke tvivl om, at vi vil kunne se, at alle disse mennesker har været i gang i mange år.”

Svinggaard tog ordet umiddelbart efter at den afgående formand for Kultur- og Turismeudvalget, Michael Mathiesen (K) havde forklaret, hvordan han ser foreningens arbejde som et væsentligt bidrag til den samlede strategi, for kommunens udvikling. Også han pegede på, at arbejdet ikke vil være spildt, selvom det eventuelt ikke udmønter sig i den flotte titel som Europæisk Kulturhovedstad, fordi det er lykkedes foreningen af samle så mange aktører om det samme projekt, som tilfældet er.

[SE FORENINGENS MEDLEMMER HER]

Bente Borg Donkin (SF) gav udtryk for, at kommunen skal sætte sig sammen med foreningen og finde løsninger på et projekt.

Knud Mogensen (R) opfordrede til, at kommunen beder Elsinore 2032 om et oplæg på, hvordan en ansøgning bliver til og hans partikollega Christian Holm Donatzky stemte i med en opfordring til det kommende byråd, som han dog ikke selv er en del af: “Bevar ambitionerne og flyvehøjden. Det nytter ikke noget, at det hele ender i regneark. Vi er nødt til at have nogle visioner. Det der skal løfte byen fremover, er en kultursatsning”.

Malthe Jacobsen (EL) udtrykte sit partis skepsis mod “forkromede balloner”. Når Enhedslisten alligevel stemte for, var det blandt andet med begrundelsen at “… vi skal anerkende, at der er nogle engagerede ildsjæle, som kører foreningen og det har værdi i sig selv, fordi det kommer til at samle en hel masse grupper i kommune. Måske bliver det ikke til en Kulthovedstad, men endda noget, der er endnu bedre.”

Også Mette Lene Jensen (V) stemte for, men understregede at hun ser frem til at se forslag til finansiering, som ikke går ud over velfærdsområderne.

Bekymring over finansieringen, fik som den eneste Marlene Harpsøe (DD) til at stemme imod. På trods af dette, gav hun foreningen disse pæne ord med på vejen: “Jeg har stor sympati for foreningen og idéen om Helsingør som Europæisk Kulturhovedstad”.

Hvis Helsingør skal gøre sig forhåbninger om at vinde titlen, skal der handles hurtigt. Tidligere på måneden udskrev Kulturministeren konkurrencen med afleveringsfrist for ansøgning om prækvalificering 5. oktober 2026.

Bestyrelsen i Elsinore 2032 har siden foreningens stiftelse i 2021 vores i dialog med kommunen om projektet. Med den udmeldte deadline er der basis for primo 2026 at kvalificere et konkret beslutningsgrundlag for, om Helsingør skal gå efter titlen.